Nicklas Bendtner blev i weekendens Premiership-opgør mod Burnley og Brian Jensen klappet af banen på Emirates Stadium, ikke fordi han havde spillet specielt godt, men mere på grund af underholdsningsværdien af hans mange utrolige afbrændere - og så måske også pga det faktum at hovedpersonen selv, alligevel magtede at smile lidt af den for ham specielle situation, da han gik fra banen.
Det danske angrebs-es havde sandt for dyden ikke den heldigste dag foran mål, og han sendte nok en stille tak til holdkammeraterne Andriy Arshavin, Cesc Fabreagas og Theo Walcott for, at Arsenal trods alt alligevel vandt kampen med 3-1 og sikrede sig de vigtige 3 point.
Arshavin havde dog efterfølgende en teori om, at der var en helt særlig grund til de mange afbrændere fra danskerens fod (og hoved), han gemmer dem nemlig til morgendagens returmøde med FC Porto i Champions League.
- Uheldigvis, eller knap så uheldigt måske, scorede han ikke i dag, udtalte russeren efter kampen.
- Hvorfor heldigt? Jeg tror han gemte målene til Porto-kampen.